Åbne (kommune) grænser

Vi vil så gerne have, at erhvervslivet, tilflytterne og turisterne bliver lidt længere. Så derfor er vi i Vordingborg Kommune simpelthen nødt til at tage et kursus i takt og tone.

Når der er nogle, der banker på, så skal vi sætte kaffe over og byde dem indenfor. Vi har masser af plads rundt om bordet til nye virksomheder, der gerne vil skabe et forretningsgrundlag her. Så lad os anvise en god stol, og sørge for at erhvervsbetjeningen er i top.

Vi har også masser af plads til nye borgere i Vordingborg Kommune, så lad os sende invitationer ud til festen, så unge familier med børn til vores skoler og kvalificerende uddannelser i tasken, kan tage del i fornøjelserne og som skattebetalende medborgere være med til at finansiere festlighederne. 

Og når det kommer til høflighed og god tone, så er det også tid til at hanke op i vores modtagelse af turister i Vordingborg Kommune. Hvis vi absolut skal sætte skilte op, så lad det være et kæmpe ”VELKOMMEN”-banner ved kommunegrænsen, gerne suppleret af et muntert hornorkester, så turister, nye borgere og virksomheder ikke er et sekund i tvivl om, at vi vil dem her.

Vores kommunegrænse er piv-åben og inviterer alle virksomheder, tilflyttere og turister indenfor.

Skriv et svar