Hvad byder kommunen så ind med?

Erhvervslivet har udarbejdet en Erhvervsmasterplan med forslag og initiativer, der kan gøre Vordingborg Kommune til den mest erhvervsvenlige kommune i Region Sjælland. Som konservativ støtter jeg op om planen, som bør anerkendes for at være realistisk, konkret og nærmest en kogebog med opskrift på, hvad der skal til for at løfte Vordingborg Kommune op i en højere erhvervsliga.
Vi har et kæmpe erhvervspotentiale, der skal høstes, ikke mindst omkring de fire motorvejsafkørsler. Vi skal straks i gang med at gøre klar til at få flere virksomheder til at rykke hertil, midtvejs på Femern Bælt-korridoren.
Snart har vi også grøn energi i overflod, både grøn el og biofuel. En oplagt grund til at også de mere energikrævende virksomheder placerer sig langs vores motorvejsstrækning.
Tak til erhvervslivet og Vordingborg Erhvervsforening for at tage bolden op. Skal kampen vindes, og det skal den, så kræver det, at kommunen og politikerne spiller sammen med erhvervslivet – i stedet for at vente på, at bolden kommer trillende, eller endnu værre, sætte sig ned på banen og råbe efter medspillerne.
Jeg er klar til at kæmpe for, at Vordingborg Kommune kommer i mål med Erhvervsmasterplanen for 2030.

Skriv et svar